( Pris 75,- Mønu Plus medlem: 25,- )
Velkommen til en aften med kunstnerne bag LY Contemporary, Helgi Vignir Bragason og Ingunn Fjóla Ingþórsdóttir.
Arrangementet tager udgangspunkt i Helgi Vignirs aktuelle udstilling Other people‘s memories (Andre menneskers minder), men giver også et indblik i Ingunn Fjólas kunstneriske praksis og værker. Undervejs serveres et glas vin fra Hjerteberg Vingaard eller en alkoholfri rabarberspritz lavet på stedet.
I udstillingen Other people‘s memories arbejder Helgi Vignir med idéen om, hvorvidt og hvordan det er muligt at nærme sig og betragte andres liv og erindringer gennem de genstande og materielle spor, som mennesker efterlader sig.
LY Contemporary er etableret af de islandske billedkunstnere og ægtepar Ingunn Fjóla Ingþórsdóttir og Helgi Vignir Bragason, som for nylig har slået sig ned på Møn. Udstillingsstedet holder til i de tidligere lokaler for den velkendte butik og lysstøberi Ympelys. LY Contemporary drives som et non-profit udstillingssted med ambitionen om at skabe et helårsåbent center for samtidskunst med udstillinger, formidlingsaktiviteter og et residence program for internationale kunstnere.
Helgi Vignir Bragason er en islandsk fotobaseret kunstner, uddannet i kunstfotografi fra School of Photography i Reykjavík. Ingunn Fjóla Ingþórsdóttir er en etableret islandsk billedkunstner med mange års erfaring inden for kunstnerdrevne udstillingssteder, kuratering og kunstformidling. Hun er uddannet fra Iceland University of the Arts og har desuden en bachelorgrad i kunsthistorie fra Aarhus Universitet.